En stor del af vore bedste prydplanter sætter pris på at vokse i sur jord. Hele lyngfamilien, som omfatter alle sorter hedelyng, klokkelyng, tyttebær, blåbær, rhododendron og mange andre, hører til denne gruppe.
Det er planter, som alle gerne vil eje på grund af deres skønhed, blomsterrigdom og særpræg, og for at give dem de bedste vækstbetingelser, må jorden gøres passende sur, før de plantes heri.
Begrebet »sur jord« misforstås ofte. Mange mener, det er våd og sumpet jord, hvilket er helt forkert, idet en sådan jord ikke indeholder den luft, som er så nødvendig for planterne.
Det, der skal tilstræbes, er en luftig og veldrænet jord, som kun indeholder lidt kalk, og det bedste er en god sphagnum uden tilsætning af kalk eller gødning.
Den skal hverken blandes med jord eller kompost, og heller ikke gødes med svovlsur ammoniak, som så mange tror, for det eneste, som opnås herved er, at den gode spagnum rådner, og så vantrives surbundsplanterne.
Det eneste, der faktisk må blandes i den rene sphagnum er lyngjord fra heden og evt. grannåle, som også er et fortrinligt dækmateriale.
SURBUNDSBEDET
Mange af de planter, som vokser bedst i sur jord, klæder hinanden, og derfor er det nærliggende at samle dem i et surbundsbed.
Dette laves ganske enkelt ved, at den eksisterende jord fjernes ned i en dybde af ca. 75 cm. Hvis bunden er gruset og let optager overflødig vand, fyldes hullet herefter med ren spagnum og er klar til at plante i.
I tilfælde, hvor bunden er svær og leret, bør der nedlægges dræn. Det kan gøres primitivt med et lag sten, men det mest effektive er dog at nedlægge drænrør. Hvis bedet laves i nærheden af større træer eller buske, er det klogt at sætte plastik ned langs kanten af hullet for at hindre rødderne fra disse planter i at trænge herind.
Fyld så meget sphagnum i bedet, at det er hævet lidt over den omliggende jord, og sørg for, at det er fugtigt. Den letteste måde at gøre spagnum i poser fugtigt på er ved at skære et lille hul foroven i sækken og fylde vand heri med en slange, til posen bulner ud, hvorefter den i løbet af en time eller to er gennemfugtet.
Når værket fuldendes med plantning, så lad være med at gå helt ud til kanten af bedet med de større planter. Rødderne skal have en rimelig plads at udvikle sig på til alle sider.