For at der ikke skal stå vand på trinfladerne, skal de have en smule fald udad, og her er ca. ½ cm pr. trin passende. Fald pr. trin skal indregnes i trinhøjden.
Hvis det drejer sig om en buet trappe, regnes forhold mellem bredde og højde på trinene ud fra midterlinien. Og er der tale om en fladere skråning, bør det tilstræbes at øge trinbredden med et ekstra skridt mellem hver stigning. I det nævnte eksempel kunne det beregnes med 2 x 63 minus 4 højder på 12,5 cm når det vandrette mål var 6 meter i stedet for 3 meter.
AFVIGELSER
Dog må det lige bemærkes, at flere ting kan påvirke disse formler, og at der kan bygges udmærkede trapper ved mindre afvigelser.
Bland andet kan højden på hvert enkelt trin være givet på forhånd, hvis der anvendes støbte betontrin. De fås jo i forskellige størrelser, og højden ligger fra 12 til 15 cm. Skal en trappe f.eks. bygges af trin, hvis mål er 14 x 50 x 50 cm, hvilket er meget almindeligt, behøver man jo ikke absolut at sige 63 – 2 x 14 cm, altså en trinbredde på 35 cm, hvis skråningens hældningsgrad passer bedre med en bredde på 40 eller 45 cm. Trappen vil bliver udmærket at færdes på trods denne ændring, men laves trinbredden smallere end de 35 cm, bliver resultatet mindre godt.
TRAPPER I TERRÆN
En fritliggende trappe i en skråning ligger bedst, når der bygges, så forkant og overkant af trinene passer med jordhøjden. Det bevirker imidlertid, at bagkanten kommer under den tilstødende jord, som derved let skylles ned på trinene.
Dette kan undgås ved at sætte kanter af samme materiale som trappen ned langs siderne, men en kønnere løsning er at plante pudedannede stenplanter, som binder jorden.
TRAPPER AF STØBTE BETONTRIN ELLER FLISER
Sådanne trapper er de mest almindelige. De mest solide er afgjort dem, der bygges affærdigstøbte trin eller Herregårdssten, fliser er knap så gode, og sættes der f.eks. rabatkantsten ned som trinhøjde og lægges fliser på fladen bagved, bliver der i reglen sætninger, som siden skal rettes.
ET GODT FUNDAMENT ER VIGTIGT
Afgørende for, om en trappe holder er, at der er et godt lag komprimeret grus og sand under den. 20 cm stabilt grus og 5 cm sand er ikke for meget, og det bør være samme lagtykkelse overalt.
Bunden må graves jævn ud og stampes fast, før grus og sand udlægges på samme måde, som når der lægges fliser eller belægningssten.
Hvis der støbes fundament, skal det helt ned i frostfri dybde, ellers gør det mere skade end gavn, men det er ikke nødvendigt at gå så drastisk til værks, en trappe på fast bund og fast grus holder udmærket, når den bygges rigtigt.
TRAPPER AF ANDRE MATERIALER
Granitbro- og kantsten og kan også bruges, når de har den rigtige form, og der kan bygges meget smukke og holdbare trapper heraf.
Brudfliser kan også anvendes, og er udmærkede, når de tilhugges rigtigt, men dette bør dog overlades til fagfolk. Grunden til, at disse forskellige muligheder nævnes er, at hvis der er bygget kummer eller lagt terrasser og gange i forbindelse med trapper, vil det være uheldigt at skifte materialer til bygning heraf.
GELÆNDER
Et sådant kan være både praktisk og dekorativt. Det kan udføres af galvaniserede jernrør, som støbes fast, og i så fald må smeden hjælpe med måltagning og udførelse.
En anden mulighed er trykimprægnerede stolper 75 x 75 mm og trykimprægnerede brædder f.eks. 25 x 100 mm, høvlede. Det kan de fleste lave selv. Stolperne skal stå lodret, og overkant af de påsømmede brædder må maximalt være 80 cm over forkant af trin. Denne løsning giver et godt, men ikke særlig dekorativt gelænder.
Derfor vil jeg anbefale en tredie form, nemlig trykimprægnerede stolper 100 x 100 mm, med et svært tov, diameter 25-30 mm trukket igennem. Også her sættes stolperne lodret i jorden. Begynd med at placere nederste og øverste stolpe ved forkant af trinene her, og sæt så det fornødne antal op imellem dem. Afstand mellem de enkelte stolper bør ikke overstige 150 cm, de skal graves ca. 70 cm i jorden, og øverste kant skal være 90 cm over trinfladerne. Der bores huller til tovet 10 cm nede og eventuelt til et tov mere 40 cm herunder. Tovet må ikke strammes, men hænge løst i buer. Der sluttes af i enderne med en knude, og et stykke tov kan trævles op og hænge løst ned udenfor.
STØTTEMURE OG KUMMER
Hermed menes tørmure, som bygges op uden beton eller mørtel. De kan udføres af natursten, Nexø- eller Ølandsbrud eller betonsten, som er støbt til formålet, f.eks. de velkendte Knækfliser og Herregårdssten.
De anvendes til at holde på jorden, når der er tale om stejle skråninger, til plantekummer, og som kant om terrasser, der er hævet over terrænet, og rigtig bygget op er de holdbare og derfor egnede til disse formål.
De har desuden den fordel fremfor støbte betonmure, at de kan »arbejde« i jorden og derfor ikke revner. Og så er de kønnere.
På visse steder også helt uundværlige, hvor forskel fra bund af havedør til jordhøjde i haven er 150 cm. Her er opført kummer af knækfliser, og uden disse ville en stor og besværlig skråning være nødvendig langt ud i haven.
Udover knækfliser har flere betonvarefabrikker udviklet andre typer, se udvalget på forhandleres udstillinger eller i brochurer. Og endnu engang: Køb trekantmærkede betonvarer, så er kvaliteten i orden.
RIGTIG OPBYGNING
For at en mur, enkelt eller dobbelt, kan holde, må den opføres rigtigt, og jo højere muren er, des mere betydning har det selvfølgelig.
Først og fremmest skal fundamentet være i orden, bunden skal være helt fast, og muren skal stå på stabilt grus og sand, som er godt komprimeret. Er højden over 100 cm er et gruslag på mindst 30 cm samt ca. 5 cm sand til afretning ikke for meget, og desuden bør sådanne mure bagstøbes ved, at der blandes cement i gruset. En del cement til syv dele grus er passende. Der skal ikke vand heri, jordfugtigheden vil få blandingen til at hærde.
Dræn i det komprimerede grus er også -nødvendigt, især hvis bunden er lerjord. Desuden bør alle mure have fald bagud, mindst 15 %, altså 15 cm vandret ind, når den lodrette højde er 100 cm, for at de ikke skal bulne ud ved jordtrykket. Og de nederste sten skal være under terrænet.
En dobbeltmur må have en vis bredde for at holde, mindst 100 cm i bunden, og med 15-20% bagfald mod overkanten. Og der skal være en fast kerne af lerblandet grus fra fundamentet og op i muren. Ved høje mure desuden dræn heri. I de øverste 40 cm af kernen må der tages hensyn til plantevækst blandes muld i leret.
DEN PRAKTISKE UDFØRELSE
For at få det rigtige bagfald og rigtig højde er det bedst at opsætte galger ved enderne af muren samt eventuelt midtpå. Disse galger udføres af brædder, som kantstilles, så de passer med flugt af muren. Foroven spændes en stram snor i færdig murhøjde, og drejer det sig om knækfliser eller lignende med ens lagtykkelse, kan højden på de enkelte skifter afsættes på galgerne.
Hvert skifte lægges efter en snor, som efterhånden flyttes gradvis. Skal muren have vandret overkant og jorden nedenfor skråner, kan der ikke spændes snor, før der er gennemløbende skifter. Altså opsættes snoren her, og der måles ned til overkant af de lag, som skal løbe ind i jorden, det er sikrere end at bruge waterpas, da stenene så let »kryber opad«.
Hvert skifte føres igennem, til overkanten er mindst 10 cm under jordhøjde, hvorefter næste lag lægges ovenpå o.s.v. til nederste gennerffløbende lag nås, og så kan stenene lægges helt igennem efter de stramt udspændte snore på de afsatte mærker på galgen.
For at få det rigtige bagfald på de nederste sten, som eventuelt løber i jorden og ikke straks kan lægges efter snor, holdes et lige brædt mod øverste og nederste snor og skal så flugte med forkant af stenene.
Og så er det vigtigt uanset hvad der bygges med, at der stampes omhyggeligt bag muren hver gang et lag er lagt. Det er helt afgørende for, at muren står urokkeligt fast.
SPECIELT OM DE ENKELTE MATERIALER
Betonstensmure udføres mest af knækfliser, herregårdssten eller lignende ensartede sten. Her er der altså tale om gennemløbende fuger, og de lodrette fuger i muren bør derfor også danne et regelmæssigt mønster. Hvis målene ikke går nøjagtigt op, så sæt tilhugne sten ind samme sted i muren, så fugerne ikke forskydes.
Læg ikke jord eller sand mellem stenlagene. For alle tørmure gælder det, at sten skal hvile på sten, er der tale om højere mure vil det være en god ide at binde dem sammen med fliselim. En undtagelse er dog sten, som er smallere bagtil end på forsiden.
Og alle mellemrum bag stenene på grund af formen skal selvsagt udfyldes og stampes omhyggeligt. Læg stenene vandret indad, og ryk hvert lag tilbage, så det passer med bagfaldet på muren. Det ser kønnere ud end hvis stenene lægges skråt tilbage, og der bliver heller ingen problemer med hjørnerne, som ellers vil opstå.
Mure af brudsten kan være meget smukke og holdbare. Her gælder samme regler for fundament og bagfald som for de øvrige mure, og stenene bør også så lægges vandret ind. Det er vigtigt, stenene har en dybde, så de får godt fat i jorden bagved.
Desuden skal der regnes med tilhugning i et vist omfang for virkelig at få et smukt og godt resultat. Da stenene er uregelmæssige, må fugerne også gerne være det, men de skal selvfølgelig tilpasses så godt som muligt. Og så er en sådan mur meget egnet til plantning i fugerne. Ved omhyggeligt arbejde kan resultatet blive særdeles godt, især hvis der anvendes ølandssten, men det er en dyr og tidskrævende mur at bygge.
Klinkemure af hårdtbrændte tegnsten er både kønne og holdbare, blot de sættes med et stort anlæg, 30 cm er ikke for meget tilbagefald på en meter i højden, og højere bør disse mure ikke være. Også her lægges stenene vandret og trækkes tilbage lagvis, hvis der er hjørner på muren. De lægges på den lange led, og for yderligere at »binde« muren, vendes en sten hist og her med enden udad,muren limes sammen med fliselim. Plantehuller kan laves ved at forskyde en sten ca. 5 cm med jævne mellemrum.
Natursten er et af de smukkeste og mest holdbare materialer, en mur overhovedet kan bygges af, ikke mindst som dobbeltmur. Men det kræver både øvelse, sten af en vis størrelse og formsans at bygge en sådan mur, enkelt eller dobbelt.
Stenene skal omhyggeligt »kiles« ind i hinanden, og ingen sten bør være under 30 cm i diameter. Alle hulrum bag muren må stampes meget omhyggeligt, og facaden bør være i flugt, altså ikke bule ud og ind. Tilbagefald skal være nfindst 15 cm, og overkant så jævn som mulig. Der bør ikke blandes kløvede eller kantede sten med runde, og flintsten hører slet ikke hjemme i muren.
Det er også vigtigt at stenene vendes, så de »binder« i det stampede ler, grus og muld, altså med længderetningen indad, ingen sten på højkant, men læg dem som de lægger i naturen.
Derfor vil jeg tilråde, at man får hjælp af en dygtig anlægsgartner, som er vant til at arbejde med naturstenene, for ellers bliver resultatet ikke helt godt, medmindre man selv har medfødte evner som »murbygger«.
PLANTNING I MURE
En mur er kønnest, når der plantes heri. Bedst egnede er pudedannede planter, som er både robuste og har lange rødder. Mest anvendes blåpuder, Aubrethia, men der findes andre, som er mindst lige så gode, bl.a. alle sorter af Hedera, Acaena, Arabis, Veronica og mange Campamula, Iberis og lave Phiox med flere.
Planterne bør plantes i murene, efterhånden som opbygningen sker. De skal lægges godt tilbage, og rødderne fordeles og »pakkes« omhyggeligt med fugtig jord, da vanding senere er besværlig. Brug kun små planter, som lettere klarer omplantningen, og plant rigeligt, så billedet ikke ødelægges, fordi nogle går ud.
Plant i grupper af varierende størrelse, det giver det bedste resultat. Og hold en vis afstand mellem de enkelte grupper, hvor planterne så sættes ret tæt. Derved fremtræder både murflade og planter på den bedste måde.
VEDLIGEHOLDELSE AF STEN OG FLISER
Denne er minimal, men skal dog lige omtales. Blandt andet kan der i fugerne komme uønsket vegetation, det er lettest at fjerne effektivt ved brænding.
Grønalger og mos kan være kønt på naturstensmuren, men generende på fliser og trapper m.v. De fjernes effektivt med algemiddel, det samme middel, som bruges, når drivhuset skal renses.
Til at fjerne snavs, nedfaldne blade o.l., er en god kost det eneste rigtige redskab.