Jorden​

For at planter og græs vil vokse og trives sundt og godt, skal jordarbejdet før plantning og såning udføres omhyggeligt. Derfor vil jeg behandle emnet ret indgående, og det er noget af det første, der skal tages fat på bortset fra visse nødvendige flisearbejder, som betinger, at man kan færdes til og fra huset.

​

Måske vil nogle synes, at denne side ikke er særligt spændende hverken at læse om eller tage fat på, men det er forkert, det er godt at have et vist begreb om, hvad jordens kvalitet og indhold af næringsstoffer betyder for det, der skal gro i den, og ligeledes er det værd at vide noget om de krav, vi skal stille til havens undergrund, for også her kan årsagen til mange problemer for den enkelte haveejer være skjult.

​

JORDARTER OG JORDFORBEDRING

Jord kan være meget varierende. I fagsprog taler vi om jordstruktur, som groft deles op i enkeltkornsstruktur, skorpestruktur og krummestruktur.

​

Enkeltkomsstruktur finder vi i mager og sandet jord, hvor de enkelte partikler er lejret op af hinanden uden indbyrdes sammenhæng. En sådan jord er porøs og let at arbejde med, er fyldt med luft, bliver hurtigt tør, fordi vandet let løber igennem, og næringsstofferne i den omsættes hurtigt og udvaskes med det vand, som må tilføres i rigelige mængder for at holde en tilpas jordfugtighed.

​

Mager og sandet jord mangler finjord, der kan binde partikleme sammen, og det afhjælpes ved tilførsel af lerjord og sphagnum.

​

Der skal ret store mængder til, og udbringning bør ske i to omgange. Udlæg lerjord om efteråret, 1,5 m3 pr. 100 m2 er i reglen passende, lad det ligge ovenpå vinteren igennem, udsat for frostens påvirkninger, så forener det sig lettere med den magre jord, når det nedfræses om foråret og blandes med de øverste jordlag med fræseren. Sphagnum udlægges lige før fræsning.

​

Skorpestruktur er det stik modsatte af enkeltkornsstruktur. Det er fed og tæt lerjord, hvor pladsen mellem jordpartikleme er så lille, at der ikke er plads til den fornødne luftmasse.

​

En sådan jord er svær at arbejde med, bliver hurtigt fugtig og kold, og holder stærkt på næringsstoffer og vand, fordi der er for megen finjord og for lidt grovjord.

​

Det kan ændres ved tilførsel af sandet og mager jord, men der skal også her ret store mængder til, 5-8 m3 pr. 100 m2, altså et lag på 5-8 cm, som skal blandes med de øverste 20 cm. af lerjorden, før det gør gavn.

​

Kalk virker også skørnende på lerjord, men det bindes. stærkt heraf, og det er aldrig klogt at kalke en jord uden en forudgående jordanalyse. Tilfør ikke sphagnum i svær lerjord, det løser ingen problemer.

​

Krummestruktur er absolut den bedste jord i haven, den er velegnet til at plante og så i, og hverken for fast eller for løs. Luft og vand kan uhindret passere, og uden ilt og luftfornyelse kan rødderne ikke optage den næring og det vand, som planterne har behov for. Heldig er derfor den haveejer, der fra starten råder over en sådan god og muldet jord, der jo i virkeligheden er tale om.

​

Muldjorden består nemlig af en passende blanding af grovjord og finjord, hvori partiklerne forekommer i små samlinger eller krummer, – se skitse – og deraf stammer ordet krummestruktur. I en sådan jord er der fine betingelser for bakterielivet, som er nødvendig for at planter kan trives, den er bekvem at arbejde med, og overflødigt vand ledes hurtigt bort, så luft og varme kan trænge ned og sætte skub i væksten.

​

En sådan havejord er altså det ideelle og må tilstræbes. På sandet jord gøres det som nævnt med ler og sphagnum, og på leret jord med sand og evt. kalk.

​

Den her nævnte opdeling af jordarter og deres struktur er selvfølgelig stærkt forenklet.idet der også er forskel i de enkelte strukturer fra sted til sted, og den må derfor kun betragtes som en orientering om jords beskaffenhed og hvad der kan gøres for at forbedre den, og sikkert er det, at hvis man i haven har jord med enten enkeltkornsstruktur, altså sandet jord, eller skorpestruktur, lerjord, og ikke forsøger at forbedre denne jord, så den bliver muldet og bekvem, ja så vil man alle dage få problemer enten på den ene eller anden måde.

​

Jordarter som kalkjord, der findes enkelte steder i landet, samt humusjord, – sphagnum – er ikke omtalt, men det skal lige nævnes, at kalkjord forbedres ved tilførsel af sphagnum i ret store mængder, og at humusjorden på modsat vis gøres mere egnet til plantedyrkning ved tilførsel af kalk.​

​UNDERGRUNDEN

Grunden under vækstlaget, altså under muldjorden, skal også være i orden for at planter og græs kan trives.

​

Undergrundens beskaffenhed kan være af vidt forskellig karakter, spændende fra rent sand til stiv lerjord. Disse yderpunkter er selvfølgelig ikke de bedste, en gruset lerjord vil være at foretrække, men har man ikke det, er skaden dog ikke så stor, blot der udlægges et tilstrækkeligt lag god vækstjord ovenover.

​

Til gengæld skal det stærkt understreges, at undergrunden, uanset hvad den består af, skal være løs eller løsnes, før muldjorden udlægges.

​

Og det skal også understreges, at planering af undergrunden er en lige så vigtig ting. Alt for ofte bliver der sjusket med disse arbejder, og den eneste måde, der kan rådes bod herpå, er ved igen at fjerne mulden og planere undergrunden, så overfladen er 30 cm. under færdigt terræn. Og så skal mulden påny udlægges på en sådan måde, at bunden ikke trykkes sammen. Det er et dyrt og besværligt, men nødvendigt arbejde, og mange fristes til at springe over, hvor gærdet er lavest, plante og så i den eksisterende muld, som jo kan se nydelig ud på overfladen, og så håbe på, at det nok ender med, at planter og græs vil klare sig, som forholdene er.

​

Det går bare ikke på den måde. Det vil vare mange år, før naturen har repareret skaderne, og det, der plantes og sås i haven, vil lide stærkt herunder.

​

Planterne vil vokse dårligt og uensartet, hvis de i det hele taget gror, de vil også lettere blive angrebet af svampesygdomme, som yderligere svækker dem, og græsplænen bliver heller ikke til det bløde grønne tæppe, der er enhver haveejers drøm. Den vil tværtimod blive fuld af lyse pletter, hvor græsset vokser svagt. Når det regner, vil den være for blød at færdes på, og få dage uden regn vil bevirke, at den tørrer ud og bliver sveden og trist at se på.

​

Altså betyder det meget, at der startes fra bunden af, ingen bygherre ville drømme om at bygge et hus uden ordentlig fundament, og ingen have bør anlægges, før jordforholdene er i orden.

​

FØR DER BYGGES

Den vordende husejer har mulighed for at behandle jorden rigtigt fra starten, og det vil i realiteten sige før byggeriet begynder.

​

Før håndværkeme invaderer grunden, vil jeg tilråde, at den eksisterende overjord, altså mulden, graves af og lægges i en bunke, hvor det ikke vil være generende for byggeriet. Tag det hele med, det viser sig nemlig altid, at der ikke er for meget, når det påny skal lægges ud.

​

Og hvis pladsen tillader det, så læg den afgravede muld i en aflang og ikke for høj bunke. Muld skades nemlig ved at ligge i et sådant depot, egenvægten trykker den sammen, derved udelukkes luften fra de underste lag, planterester vil omsættes på en unaturlig måde, og bakterielivet vil mere eller mindre blive ødelagt.

​

Jo højere et mulddepot er, og des mere der køres i det med maskiner, jo mere ødelægges livet i jorden.

​

Som følge deraf bliver den også hård, tør og ubekvem, ukrudtsbekæmpelse er heller ikke let at gennemføre effektivt, og alle disse ting kan altså til dels undgås ved at lægge jorden i depot med lidt omhu.

​

Og så skal det lige understreges, at man aldrig bør køre i våd jord med tunge maskiner, da jordstrukturen simpelthen ødelægges herved.

EFTER AFRØMNING

​Når jorden er bjerget, så lad blot håndværkerne gå i gang. Først når huset er færdigt, og alle efterladenskaber fra byggeriet omhyggeligt er fjernet, ikke ved nedgravning eller ved anvendelse som opfyld under fremtidige flisearealer, men ved bortkørsel, er der jordarbejde igen, som skal ordnes, det fremtidige fundament i haven, nemlig undergrunden, skal formes og løsnes, og det betaler sig langt ud i fremtiden at udføre dette arbejde omhyggeligt.

​​

Begynd med at forme bunden, så overfladen heraf som tidligere nævnt ligger 30 cm. under fremtidigt terræn. Er der muld nok, kan bunden evt. formes 40 cm under den endelige højde, men heller ikke mere, et alt for tykt lag kan nendig være skadeligt, idet jordbakterierne kun opererer i de øverste jordlag. Muld i en vis dybde, 40 cm og derover, vil ikke få den fornødne luft, og bliver derfor let sur og tørveagtigt.

​​

Kniber det med muld, kan ca. 20 cm overalt også danne grundlag for god plantevækst, blot undergrunden er ordentlig løsnet og udligning foretages omhyggeligt.​

​

GRUBNING

Når bunden er planeret i den rigtige højde, skal den altså løsnes, før mulden lægges ud.

​

Det sker lettest ved grubning, som udføres med en traktor, hvorpå der er monteret en krog, der trækkes gennem de øverste hårde jordlag og løsner dem ned i ca. 60- 80 cm dybde.

​

Ofte forsøges grubning efter at muldjorden er lagt ud, men det er ikke meget værd, for krogen når ikke gennem de hårde lag herunder, så lad være med at forsøge herpå.

​

I hjørner, hvor der ikke kan køres med maskine, må jorden løsnes med en kraftig greb. Det er vigtigt, at arbejdet udføres omhyggeligt og overalt på grunden.

​

Pas på nedgravede kabler, afmærk dem, inden arbejdet påbegyndes.

​

UDLÆGNING AF MULD

Efter grubning af undergrunden skal mulden så lægges ud. Det sker allerbedst på god gammeldags maner med skovl og trillebør, men det arbejde er der ikke mange, som har lyst til at gå i gang med i vore dage.

​

Og det kan da også gøres forsvarligt med maskine, blot den ikke er for tung, og blot det sker, når jorden er tør og bekvem. Jeg vil endnu en gang advare mod at køre med store maskiner i våd jord. Alt det forudgående jordarbejde med planering og grubning kan være spildt, hvis et stort uhyre af en gummiged rumsterer rundt bagefter i pløre og ælte.

​

Den bedste maskine til udligning af muld er faktisk et bæltekøretøj, altså en maskine med kæder istedet for hjul, og mange anlægsgartnere og entreprenører har efterhånden også en sådan.

SÆTNING AF DEN UDLAGTE MULD

Jorden bør udlægges til færdig højde fra en ende af. Det er galmandsværk at køre med store maskiner og efterregulere mulden.

​

Regn ved udligningen med, at der sker en vis sætning, en fed jord kan godt synke op til ca. 10 cm, en mager jord noget mindre, men der bør tænkes herpå, når mulden lægges på plads.

​

Sætningen skal helst være overstået, før der anlægges græsplæne, da denne ellers let bliver ujævn. Gennemvanding af jorden vil fremskynde processen, men der må tilrådes en vis ventetid alligevel, alt efter jordens kvalitet, det lønner sig siden i form af en bedre have, og tiden kan bruges fornuftigt til at bekæmpe det ukrudt, som altid vil spire frem efter at der er flyttet med jorden.

​

HVIS HAVEN ER ANLAGT

Mange haveejere vil, når de har læst forudgående, givetvis sige: Jamen, vi har jo lavet haven uden at få jorden behandlet sådan, og hvad så, vi kan da ikke begynde helt forfra.

​

Nej, det er rigtigt, ingen har lyst til at grave planter op, fræse plænen ned, fjerne mulden o. s. v., selv om det i mange tilfælde var det klogeste.

​

Men noget kan der dog gøres. Bl.a. kan der med et transportabelt og maskindrevet jordbor laves huller gennem den hårde undergrund. Der findes flere typer af sådanne jordbor, der kan bore huller med en diameter på 30 cm ned i en dybde på ca. I meter. Hvis jorden perforeres på denne måde med 2-3 meters mellemrum, og der så fyldes håndstore sten i hullerne op til 30 cm under færdigt terræn og efterfyldes med muld, vil dette være en væsentlig forbedring, virke som dræn og derved forhindre at man synker i til knæene, når det har regnet.

​

En sådan boring i jorden vil også bevirke, at der hurtigere vil komme liv i vækstlaget og at de bedste dræningsmestre vi har, nemlig regnormene, vil vende tilbage og fortsætte arbejdet for os. En god plantekompost og »gammel« naturgødning i overfladen giver også liv i jorden.

​

I stedet for boring kan der selvfølgelig graves dybe huller, som på tilsvarende måde fyldes op med sten, det er et stort arbejde, så jordboring er at foretrække, men uanset hvilken måde, der vælges, er det besværet værd, for hvis undergrunden ikke løsnes på en eller anden måde, men får lov at ligge, til naturen selv klarer problemet, kan det vare mange år, og i alle disse år skal man så døje med enten for våd eller for tør jord, og med planter og græsplæne, som vantrives og lettere angribes og ødelægges af svampesygdomme og skadedyr.​

​NÅR GRUNDVANDET STÅR HØJT

På visse steder kan grundvandet stå højt i jorden, det er også særdeles skadeligt for planterødderne, og i sådanne tilfælde vil jeg tilråde, at der drænes, men før at dette specielle arbejde udføres, så kontakt en fagmand og få råd og vejledning samt evt. assistance hermed, da mange faktorer kan være medbestemmende om den rigtige udførelse, bl.a. hvor højt grundvandet står, og hvor det bedst kan ledes hen, for bort skal det, hvis forholdene nødvendiggør det.

​

Enhver kan let finde ud af, om det er tilfældet, ved at grave nogle huller på forskellige steder i haven og kontrollere, om de fyldes med vand fra jorden, og hvor højt vandet stiger.

​

Fyldes hullerne til ca. 50 cm under overfladen, er der absolut grund til at dræne, for planternes rødder kan ikke trives i jord med en sådan højde på grundvandet. De er afskåret fra at ånde heri og vil kvæles af mangel på luft, og det vil hurtigt kunne ses på væksten, for balancen i jordens kulturtilstand forrykkes, skadelige bakterier afløser de gavnlige, formuldning hæmmes, og jorden bliver sur og død.

​

I sådanne specielle tilfælde må vandet derfor ledes bort ved dræning. Græs vil på sandjord trives bedst ved en grundvandshøjde på 50 cm, og er jorden fed og leret, må grundvandet ikke komme nærmere overfladen end 75 cm, og buske, træer og andre vækster trives bedst, når det er endnu længere nede.

​

TERRÆNFORSKELLE

I mange haver er der forskydninger i terrænets højde, som skal udlignes.

​

Det kan enten gøres med støttemure af en eller anden art eller ved skråninger i terrænet. Støttemure omtales andetsteds her i artiklerne, men hvis en højdeforskel skal udlignes ved hjælp af en skråning, bør det ske i forbindelse med jordarbejdet, og skråningen skal have et vist anlæg. Hermed forstås det antal meter, man skal måle vandret ud fra overkanten, for at måle en meter lodret ned. Et anlæg på tre meter vil altså se ud som anvist på skitsen nedenfor.

​Der er selvsagt en grænse for, hvor stejle skråninger, der kan laves, og jordarterne betyder også en hel del her, f.eks. holder lerjord bedre end sandjord for at nævne yderpunkterne, i praksis regner man med, at den stejleste skråning i ler kan laves 1: 1,25, altså 1,25 meter vandret ud fra skråningens øverste kant og herfra 1,00 meter lodret ned.

​

I sandjord regnes et anlag på 1:1,50 for det maximale, altså en mere jævn eller flad skråning.

​

Dog bør skråninger med disse hældningsgrader undgås i haven, de vil være for stejle, for vanskelige at færdes på og beplante. Græs vil også have svært ved at holde og være besværligt at slå.

​

Regn derfor med maximal hældningsgrad 1:2, som vist på skitsen, når det drejer sig om beplantede skråninger, og med 1:3, altså en endnu fladere skråning, når der skal sås græs herpå.

​

INGEN GØDSKNING ELLER KALKNING FØR FINREGULERING

Når jordarbejdet er udført, er der basis for at græs og planter vil vokse godt og frodigt.

​

Det eneste som nu mangler, er finregulering af overfladen, som bedst udføres med skovl og rive.

​

Erfaringsmæssigt ved jeg, at mange før finreguleringen tilfører jorden kalk og gødning. Det sker i bedste mening, men jeg vil alligevel fraråde, at det gøres, før jorden er helt finplaneret, det resulterer blot i, at gødning og kalk vil blive flyttet rundt sammen med de øverste jordlag, og så er det langtfra jævnt fordelt bagefter.

​

Vent altså med at gøde og kalke, til jorden er helt planeret og haven anlagt. Det kan sagtens nås.

​

JORDENS PLEJE FREMOVER

Når jorden er behandlet rigtigt, før der plantes og sås i den, er grunden lagt til en god have, men det kræver, at den passes ordentligt fremover. Det må gødes, kultiveres, tilføres kompost o.s.v., og uønsket vegetation skal bekæmpes de første år, medens planterne vokser.

​

Når den dag oprinder, hvor jorden både er helt i balance, fri for ukrudt og velkultiveret, bør der plantes bunddække under alle større planter. Her kan vi lære af naturen, hvor jorden altid dækkes af vegetation overalt, når forholdene betinger det, og sikkert er det, at jorden i haven også har det bedst under et grønt dække af bundplanter fremfor at ligge bar og udsat for solens stråler. Vær forøvrigt opmærksom på, at jo dybere, der rodes i jorden, des mere ukrudtfrø vil der spire frem. Brug derfor kun redskaber i de allerøverste jordlag, helst ikke dybere end ca. 2 cm.

​

NÆRINGSSTOFFER OG MANGELSYMTOMER

Planter og græs kræver jævnlig tilførsel af gødning, og jordens reaktionstal, som oplyser om kalkindhold, skal være i orden, derfor bør der mindst hvert tredie år udtages en jordanalyse, en standardanalyse, som fortæller, hvad jorden indeholder af kalk, kali og fosforsyre samt evt. magnesium. Disse næringsstoffer skal jorden indeholde i bestemte mængder, som står i rigtigt forhold til hinanden. De kaldes i fagsproget for makronæringsstoffer, og hvis der er mangel på bare et af stofferne, kan havens vækster ikke udnytte de andre fuldt ud.

​

Udover makronæringsstofferne skal jorden indeholde mikronæringsstoffer, små mængder af jern, mangan, svovl, ilt, brint, bor, zink og kobber, men disse mikronæringsstoffer vil der i reglen ikke være mangel på, når der gødes rigtigt med en alsidig blandingsgødning.

​

MANGELSYMPTOMER

Man kan godt i nogen grad selv se på planterne, om de mangler noget, symptomerne viser sig således.:

​

Kvælstofmangel: Lys bladfarve, dårlig vækst, stærkt farvede frugter.

​

Kvælstofovermål: Lys bladfarve, dårlig vækst, stærkt farvede frugter. Alt for mørkeblade, unaturlig stærk vækst.

​

Fosforsyremangel: Som anført for kvælstof, ses meget sjældent.

​

Fosforsyreovermål: Svækket vækst, smalle lysstribede blade.

​

Kalimangel: Små grønne blade – svedne bladrande – lyse striber i bladene.

​

Manganmangel: Svag vækst, små blade, gule mellem ribbeme, grønne langs ribberne. (Ses sjældent, hvis jordens kalkindhold er i orden).

​

Jernmangel: Meget lyse blade. Skyldes i reglen for meget kalk.

​

Magnesiummangel: Døde brune pletter på bladene, omgivet af rødfarvning, ses i reglen kun, når der er mangel på kalk i jorden.

​

Bormangel: Ses fortrinsvis på selleri, som får hjerteforrådnelse.

​

Viser disse symptomer sig, kan det altså være vejledende om, at der er noget galt, men hvis det blot er en enkelt lys plet på et blad, kan der selvfølgelig ikke udledes noget heraf.

​

Man kan også se, om en jord mangler kalk, blot ikke hvor meget. Kalkmangel viser sig ved, at jorden bliver tung og ubekvem, og ofte kommer der mosagtige vækster i overfladen.

​

Alle disse ting kan man altså selv iagttage, og gribes der ind i tide, betyder det meget for havens sundhed og frodighed. Alfa og Omega er, at jorden skal være i orden, det er grundlaget for, at haven bliver en voksende glæde.

​

Og så skal der selvfølgelig gødes i nødvendigt omfang hvert år. Få råd herom af en fagmand.

​

Gødningen skal udstrøs jævnt for at væksten bliver ensartet.