Her er der tale om en uendelig stor gruppe planter, som varierer i størrelse, form, væksthastighed, blomstring og meget andet.
Nogle er dværgbuske med lav og tæt vækst, andre bliver middelstore og er oprette og risede eller måske overhængende i grenene. Og der er prydbuske, som kan vokse under så at sige alle forhold, skygge, sol, tør jord, våd jord, i læ eller i blæst, under større træer, i sur jord og i kalkrig jord.
Der er blomstrende buske, bærbærende buske, en kombination af begge dele, og buske med pragtfulde høstfarver eller løv, som er grønt, hvid- eller gulbroget, rødt eller gult. Buske med stedsegrønne eller meget karakteristisk formede blade, med spiselige frugter, og med giftige. Nogle blomstrer om vinteren, andre i det tidlige forår eller i løbet af sommeren, og nogle om efteråret, altså rummer prydbuske en rigdom af muligheder, når der skal vælges planter til haven.
ANVENDELSESMULIGHEDER
Da udvalget er så stort og varierende, er der mange, men det må fastslås, at prydbuske er karaktergivende elementer i haven, og det er deres forskellige egenskaber, som i høj grad er medbestemmende for, hvor de plantes.
De sorter, som tåler blæst, kan anvendes i lægivende busketter, de blomstrende og dem, der har særpræget og dekorativt vækst, plantes, hvor vi virkelig kan nyde synet af dem.
De kraftigvoksende sorter kan plantes, hvor der hurtigt ønskes en dækkende og måske også støjdæmpende plantning, og de skyggetålende under træer eller på nordsiden af huset.
Mindre buske kan plantes i bede mellem stedsegrønne planter og roser, mange er egnede til fritvoksende hække, og rigtigt sammenplantet i større og mindre grupper egner forskellige sorter sig i høj grad til at give haven dens fremtidige form langt ud i fremtiden. En del sorter er også egnede til espaliering.
PLANT I »BILLEDER«
Dermed menes, at det er forkert helt kritikløst at købe en mængde forskellige buske, enten efter farvestrålende billeder i et katalog, eller fordi man har set dem i fuldt flor et sted.
For det er trods alt begrænset, hvor mange prydbuske, der kan være i en almindelig have, og står der kun en enkelt af hver, vil det blive en rodet forestilling, uanset hvor kønne hver især er.
Plant i stedet i mindre eller større grupper, og søg at sammensatte sorter, som klæder hinanden i vækstform, blade og blomstring. Altså »plant et billede«.
Det er lettere sagt end gjort, f.eks. ser en Forsythia og en Ribes kønne ud sammen, når de blomstrer, men løv og vækst er meget afvigende, altså bør de ikke plantes sammen. En forædlet guldregn passer fint bag et par syrener, og vil også egne sig som baggrund for en gruppe bjergfyr, men plantes syrener og fyr sammen, bliver billedet forkert. Tal med en erfaren fagmand om ønsker og rigtig sammenplantning.