En jord skal ikke være nøgen, men dækket af planter. Ude i naturen kan vi iagttage, hvordan vegetationen hurtigt dækker den, når der intet gøres for at hindre det.
Derfor bør bunden i haven også være grøn. Det ser smukt og frodigt ud, letter vedligeholdelsen og modvirker udtørring og fordampning fra jordoverfladen.
Og der er masser af muligheder at vælge imellem blandt lave helt krybende vækster, som kan trives under større planter, f.eks. hasselurt, skovmærker, buxbom, krybende tax, cotoneaster, benved, bispehus, guldjordbær, bjørnegræs, vintergrønt, vinterglans, vedbend, enebær, perikon, havemyrte, bregner o.a., samt lave stauder, stenplanter, løgvækster og sommerblomster. Altså et meget righoldigt sortiment, hvori det er let at finde planter, som kan trives under de forhold, der bydes på.
FØR DER PLANTES:
Bunddækkeplanter kan holde en jord ren, men de kan ikke kvæle vilde ukrudtsplanter, som er der i forvejen. Derfor er det af stor betydning, at disse er udryddet helt, før der plantes. I en nyanlagt have vil det derfor være klogt at vente et par år og bruge denne tid til at rense jorden.
Dette sker bedst og lettest, når der kun arbejdes i de allerøverste jordlag, og ikke ved dybdebehandling, som blot bringer nyt ukrudtsfrø op til overfladen.
PLANT STORE PARTIER:
Når der plantes bunddække, skal det ikke kun være enkelte småplanter hist og pist, men et areal af en vis størrelse med samme slags. Derved opnås en langt bedre virkning.