KONTAKT OS:

98 37 86 06

SEND EN MAIL:

info@elmerhoj.dk

Løgvækster & Knolde

Blomsterløg og knolde er i høj grad anvendelige til at skabe liv og farver i haven fra tidligt forår til sent efterår. De er egnede i både små og store haver, i altankasser og i blomsterkummer.

Desuden er lægning og pasning enkel og giver sjældent problemer, hverken i nye eller ældre haver.

Bemærk i nedenstående omtale af anvendelsesmuligheder, at jeg fraråder lægning af tulipanløg mellem roser. Dette praktiseres i vid udstrækning, men er forkert, for tulipanerne skal tages op med års mellemrum, og derefter skades roserne let.

Det ser heller ikke særfig godt ud i den periode, hvor nye og friske skud bryder frem på roserne og toppen på tulipanerne visner. Altså ingen tulipanløg i rosenbedene.

Og så er der sund fornuft i at lave en skitse over, hvor de forskellige løg lægges, og hvilke sorter der er. Det gælder især for de løg, som lægges om efteråret. Hvis de blot drysses tilfældigt ud, har man ingen ide om navn eller sted om foråret, og det er utilfredsstillende.

LÆGNING OG BEHANDLING
Tulipaner: Anvendes mellem stedsegrønne planter, stauder, lave prydbuske og i rene løgbede – ikke mellem roser, under træer og buske – De lægges i grupper på mindst fem, dybde 10-15 cm., alt efter størrelsen på planterne. Bedste tid at lægge løgene på er oktober-november. De ynder god jord og højt reaktionstal, 7,0-7,5.

 Tilfør efter lægning ca. 30 gram nitrophoska pr. kvadratmeter, i april 15 gram kalkammonsalpeter pr. kvadratmeter. Vinterdæk evt. med nedfaldent løv. Knib visne blomster af.

Efter nedvisning af bladene tages løgene op og tørres på et skyggefuldt sted, de opbevares i skygge og køligt om sommeren, hvorefter de bedste af løgene lægges igen om efteråret. Optagning bør ske mindst hvert tredie år.

Narcisser: (påske- og pinseliljer samt tazetter).Lægges i september mellem prydbuske eller blomster i grupper på tre-fem løg. Ynder muldet og næringsholdigt jord ikke tørt og solsvedent.

Vinterdækning og behandling iøvrigt som for tulipan anført. Del kun løg, som let lader sig adskille.

Hyacint: Lægges i september i dybt muldet og vel bearbejdet jord. Læggedybde  10-15 cm. Tages op mindst hvert tredie år og renses for løgkagen.

Liljer: Anvendes i blomsterbede – ynder fugtig, men ikke vandlidende jord. Læggedybde 15-25 cm i dybt bearbejdet løs jord, evt. blandet med kompost. Liljer tåler dårligt kunstgødning, brug træaske og benmel. Læg lidt sand over hvert løg, dæk med spagnum. Lægning sker om efteråret eller lige efter optagning og sortering af løgene.

Georginer: Udplantes i maj, sæt dem evt. til spiring 4-6 uger før i flade kasser med fugtigt spagnum, og overbrus dem jævnligt. Planteafstand ca. 50 cm – 5 cm jord over toppen. De ynder god jord, sol og læ. Tilfør først gødning ved blomstringens begyndelse, ellers bliver bladene for kraftige.

Optagning skal ske efter den første nattefrost, som svider planterne. Rens knoldene for jord, tør dem, klip toppen af 15-20 cm over knolden og opbevar dem frostfrit i spagnum eller sand ved en temperatur på 4-5 grader (ikke derunder). Pas på ikke at såre knoldene ved optagning eller deling. Mærk sorterne.

Knoldbegonie: Udlægges i maj, kan evt. drives som georginer fra marts. Ynder god jord og læ, tåler nogen skygge og fugtighed. Læggeafstand 20-25 cm, – dybde, så de lige dækkes af jord. Optagning og opbevaring som for georginer anført. Del dem først om foråret.

Montbrethia: Tages op hvert år i oktober-november måned, bortskær 2/3 af toppen, opbevar dem tørt og køligt, men frostfrit. Montbrethia ynder sol og god jord. Læg de største af løgene hvert år i april i grupper mellem blomster og lave buske. Læggedybde 10-15 cm. Afstand 20 cm.

Gladiolus: Ynder god, velgødet og godt bearbejdet muldjord samt lys og læ. Læggedybde 15-20 cm, afstand 25 cm. Gladiolus skal lægges ret tidligt om foråret, gød rigeligt under væksten, afpuds visne blomster. Opbinding er i reglen nødvendig, men kan dog undgås, hvis planterne står i læ og løgene er lagt dybt.

Tag løgene op efter første nattefrost, bortskær en del af toppen, rens dem for sideløg, tør dem og opbevar dem frostfrit i tørt sand ved 8-10 grader. Sideløgene kan plantes ud til opformering, i så fald må blomsterne fjernes.

Eranthis: Lægges i 5 cm dybde om efteråret i store grupper under busketter eller som skovbund. Eranthis tåler ikke jordbearbejdning.

Schilla, Chionodoxa, Vintergæk, Crocus m.fl.: Lægges om efteråret i større eller mindre grupper, læggedybde ca. 5 gange løgenes diameter, læggeafstand ca. 10 cm. Disse løgvækster kan placeres mellem blomster, buske, stedsegrønne planter og i plænen (her vil de dog hurtigt dø, så nye må lægges med jævne mellemrum). Optagning skal kun finde sted med flere års mellemrum, og løgene kan lægges straks igen, når de dårligste er sorteret fra og kasseret.

Franske anemoner: Lægges i løbet af foråret mellem blomster og lave sirbuske i større eller mindre grupper. Ynder sol, læ og god jord. Franske anemoner bør ikke tages op og opbevares indendørs om vinteren, men vinterdækkes på pladsen, da de kan være vanskelige at få i vækst ved lægningen om foråret.

Løgiris: Hører naturligt hjemme i staudebedet. De lægges om efteråret og tages kun op med flere års mellemrum, sorteres og lægges straks igen. Blandt disse iris findes mange pragtfulde og dyrkningsværdige sorter, og blomstringen forekommer fra tidligt forår til langt hen på sommeren.

Freesia: Kræver læ, sol og velgødet jord, behandles nogenlunde som for gladiolus anført, dog bør lægning ikke ske før hen på  foråret, idet løgene så vil kunne få kuldechok og ikke udvikle sig tilfredsstillende.

Interne sider

×
Vi bruger cookies. Når du klikker videre, accepterer du automatisk vores cookie- og privatlivspolitik. » Læs mere her
OK