KONTAKT OS:

98 37 86 06

Træ

Træ er uundværlig til mange ting i haven. Det anvendes først og fremmest til lægivende hegn, men der er mange andre muligheder, bænke, træfliser, træbrolægning, træterrasser, pergolaer, plantekummer, udestuer, trapper, sandkasser, klatretårne o.s.v. Det er kønt i sig selv, og trykimprægneret træ er desuden meget holdbart.

VALG OG OPSÆTNING AF HEGN
Der findes mange muligheder at vælge imellem. Almindelige rafter af lærk, fyr og gran, med en diameter på 4-6 og 6-8 cm med og uden bark, er nok de mest velkendte, men derudover er der flettede spånhegn, lodrette og vandrette, samlede i elementer, vindkæppehegn, ru brædder 19 x 100 mm og flere andre.

De mest holdbare er afgjort de afbarkede og trykimprægnerede, uanset om det er runde rafter, brædder eller spåner, og det er helt klart, at stolperne, hvorpå hegnet opsættes, skal være trykimprægnerede, hvad enten de graves i jorden eller skrues fast på betonklodser.

Graves stolperne i jorden, skal de mindst 80 cm ned, og de må ikke være for spinkle. For runde bør diameteren være 10- 12 cm, og for firkantede 75 x 75 eller 100 x100 mm.

Stamp bunden så fast som muligt, før de sættes ned med en afstand af maximalt to meter. Sæt dem derefter nøjagtigt lodret, og stød lerblandet grus ned omkring med en rafte eller lignende, så de virkelig står fast.

Hæld ikke beton ned i stedet for gruset, som det så ofte sker, det skader stolpernes holdbarhed.

Når de står, som de skal, kan rafter, brædder eller elementer sættes på plads. Er det løse rafter eller brædder, så spænd en stram snor vandret til at starte efter. Brug ikke glatte galvaniserede søm i trykimprægnerede brædder, men hellere riflede »kamsøm«, som holder langt bedre. Der bør sættes 2 søm i hver ende, da de ellers »slår sig«, altså let vrides ud af form.

Det ser bedst ud, hvis der fra overkant af hegnet er ca. 5 cm op til toppen af stolperne.

TRYKIMPRÆGNEREDE TRÆFLISER OG BRÆDDER
Træ er meget behageligt at færdes på, når det ikke er vådt og fugtigt. Derfor er en terrasse belagt med træfliser eller brædder absolut udmærket, hvorimod det er mindre godt på gange, hvor man færdes jævnligt, da de i så fald ofte vil være glatte.

Med hensyn til kvaliteten skal lige bemærkes, at dimensionerne på såvel fliser som brædder bør være mindst 25 x 100 mm, og at høvlet overflade er det mest behagelige. Alt for ofte vælges billige træfliser, 19 x 100 mm, eller derunder, men de holder dårligt og flækker let.

Nedlægning bør uanset om det gælder fliser eller brædder ske på såkaldte »strøer«. Det er trykimprægnerede stolper, 75 x 75 eller 100 x 100 mm, som lægges ned på 10 cm komprimeret sand og rettes ind i den ønskede højde. Fyld demæst 3-5 cm sand imellem dem og jævn det, før belægningen sømmes på. Afstand mellem strøerne skal under brædder være ca. 60 cm, og under træfliser bestemmes den af bredden på disse, da de skal stødes sammen på midten heraf.

Fliserne kan sømmes på med »dykkere«, glatte søm uden hoved. De holder dem let på plads, og et søm i hvert flisehjørne er tilstrækkeligt.

Brædder bør sømmes med kamsøm og som på hegn 2 stk. i hvert, 1 cm fra yderkant, og selvfølgelig i alle strøer. De lægges med ca. 5 mm mellemrum og forskydes i samlinger.

TRÆBROLÆGNING
På siddepladser ude i haven er brolægning med træ velegnet og smukt. Den udføres med gennemskårne træklodser af f.eks. elmetræ eller lærk. De skal helst være ens i tykkelse, 10 cm er passende, og de bør udskæres vinkelret på træets længderetning. Laves brolægningen af naturtræ, må der imprægneres af hensyn til holdbarheden.

Sav klodserne ud, og læg dem i 10% blåstensopløsning et par døgn, det er en god og effektiv måde. Blåstenen opløses lettest i varmt vand, og vædsken må ikke hældes i metalbeholdere, da det er et kobbermiddel. Brug et kar af træ eller plastik, så sker der i hvert fald ingen skade.

Nedlægning sker i 10 cm afrettet og komprimeret sand, og der fejes bagefter sand i alle fuger, fladen komprimeres med håndstamper eller pladevibrator, nyt sand fejes ned og vandes et par gange, så er værket fuldendt, brolægningen er fast og stabil og kan holde i mange år.

Den kønneste flade fås, når der bruges naturtræ, da klodserne så er uens i størrelse og lette at lægge tæt sammen, når de blandes.

PLANTEKUMMER
Også hertil er trykimprægneret træ samt brugte jernbanesveller velegnede og smukke, og samtidig er de lette at sætte op.

Trykimprægnerede brædder er lettest at arbejde med, og her gælder som for træflisernes vedkommende, at det er vigtigt at vælge en god dimension på træet for at det kan holde, 38 x 125 mm eller derover er passende.

Begynd med at lave et solidt fundament af stolper, 75 x 75 mm, som graves mindst 60 cm i jorden med en afstand på 60-80 cm alt efter breddernes dimension.

De må gerne stå lodret, altså intet tilbagefald, men de skal »bindes« sammen med tværstivere af brædder på tværs af kummen. Højde over jorden bestemmes af højden på kummen.

Skal der afsluttes med et brædt på fladen, føres de helt op under dette, og hvis der afsluttedes med kantstillede brædder, stoppes et par cm før overkant, og toppen på stolperne saves skråt af, så den ikke bliver synlig.

Før bredderne sømmes på med kamsøm – 2 stk. i hvert af alle stolper -, beklædes hele den udvendige del af stolpefundamentet med sort tagpap eller bassinfolie, lav et overlæg på 4-5 cm ved samlinger, og søm bredderne vandret på med en afstand af ca. 5 mm, derved fås det kønneste resultat. Undgå samlinger lige over hinanden, og sørg for, at bredderne er helt vandrette.

Inden kummen fyldes op med god jord, iblandet kompost og gødningsberiget spagnum, skal bunden løsnes, så der er naturligt afløb for vand. Kan dette ikke lade sig gøre, så nedlæg drænledning i grus.

Lav ikke kummerne for høje, det kan let virke for dominerende – 50-60 cm er passende.

Sveller kan anvendes på samme måde. De lægges på fladen og kan sømmes eller endnu bedre boltes sammen med gennemgående jern. Den smukkeste facade fås, når hvert lag sveller trækkes et par cm ind fra yderkant af det underliggende. Enderne samles i forbandt, altså lægges skiftevis ind over hinanden, og det er ikke nødvendigt med stolper til at holde kummen, men derimod bør der under de nederste sveller være et lag komprimeret sand.

Tværstivere på tværs med et par meters mellemrum stabiliserer tilstrækkeligt, og er endda unødvendige i mindre kummer. Også her bør drænes før opfyldning, og samlingerne i svellerne skal ligeledes forskydes.

Tagpap/folie er unødvendig i en kumme af sveller.

STØTTEMURE
Såvel trykimprægnerede brædder som sveller kan i lighed med sten også anvendes, hvor forskydninger i terrænet ikke kan klares ved hjælp af skråninger. Her bør laves tilbagefald, det sker for bræddernes vedkommende ved, at stolperne sættes skråt i jorden, og for svellernes ved, at de forskyden lagvis indefter. Princip for opbygning m.v. er det samme som for trækummer bortset fra, at der forankres yderligere en meter ind i jorden med stolper eller jern, og at der bag brædder eller sveller fyldes op med komprimeret grus til ca. 40 cm under overfladen.

For at bryde træets flade vil det se kønt ud med egnede planter, de kan plantes ind på samme måde som i tørmure af sten, når der laves huller hertil. Vedrørende udvalg af planter er det faktisk det samme som omtalt under stenmure.

UDESTUER OG PERGOLAER
Begge dele kan være værdifulde elementer i haven. Udestuens betydning i vort lunefulde klima kan dårligt overvurderes. Her er havemøblerne altid tørre, og er den rigtigt placeret i forhold til sol og vind, kan den blive samlingspunkt for hele familien m.fl. mange sommeraftener. Hvis der installeres en strålevarmer, er den også et dejligt sted at hygge sig i forår og efterår, når vejret ellers er nogenlunde manerligt, og vil derfor altid være et aktiv i enhver have.

Desuden kan man få mange dejlige planter til at gro op af stolper og vægge samt i plantekummer o.s.v., når de gødes og vandes rigtigt, for en udestue kan jo næsten være et drivhus.

Også pergolaen er værdifuld, for netop her kan mange dejlige slyng- og espalierplanter gro bedre end noget andet sted. Den kan være åben i begge sider, eller lukket i den ene med hegn, og der bør selvfølgelig være en god belægning at færdes på under den.

Er den lukket i den ene side, kan den måske samtidig fungere som skel mod naboen, hvis enighed herom kan opnås. Som baggrund for et blomsterbed eller lignende er en pergola med hegn også velegnet, og en åben kan danne relief om et dejligt og dybt billede ud i haven.

Der er altså al mulig grund til at etablere både udestue og pergola i haven, de vil blive til gavn og glæde fremover. Hvordan de udformes i detaljer afhænger både af sted og omgivelser, der vil føre for vidt at beskrive alle muligheder her, så jeg vil tilråde, at det drøftes med en stedlig anlægsgartner, før man går igang hermed.

KOMPOSTBEHOLDER
En sådan skal der være plads til i enhver have, da meget værdifuldt affald ellers går til spilde. Også hertil er trykimprægneret træ velegnet og miljøvenligt.

Grav stolper 100 X 100 mm, 180 cm lange, ca. 80 cm i jorden med en afstand af ca. 150 cm, og beklæd dem udvendigt med brædder 25 x 100 mm, med 1 cm mellemrum samt eventuelt med galvaniseret trådvæv, så vil der være en meget holdbar ramme om komposten. Spar ikke på pladsen, dels skal det være let at køre ind med en trillebør, og dels skal der være plads til både at tømme og læsse den. Allerbedst vil det være, hvis pladsen deles i to, så der hele tiden er mulighed for at komme nyt affald i en dynge, medens en anden formulder. Kompostbeholderen bør ligge i skyggen.

SANDKASSEN
Børnene skal der også være plads til, og en sandkasse til de mindre er faktisk uundværlig. Også her er træ velegnet til sider og kant foroven.

Grav et hul, 2 x 2 meter i 40 cm dybde, placer stolper 75 x 75 mm, længde ca. I meter, i hvert hjørne, samt en imellem. En stolpehøjde over jorden på 15-20 cm er passe,,ide. Udvendig ramme laves af trykimprægnerede brædder 25 x 100 mm, og der lukkes foroven med et høvlet brædt af samme dimension. der laves en ramme med galvaniseret trådvæv, til at lægge over for at undgå besøg af naboens kat.

Interne sider

×
Vi bruger cookies. Når du klikker videre, accepterer du automatisk vores cookie- og privatlivspolitik. » Læs mere her
OK