KONTAKT OS:

98 37 86 06

Sten, fliser og grus

I enhver have er der behov for faste materialer, grus, sten, fliser og belægningssten. Der skal være adgangsmuligheder til huset, i de fleste tilfælde også indkørsel med fast bund, der skal være en terrasse eller flere, hvor familien kan samles, og der skal være gange i haven at færdes på.

Derfor anvendes faste materialer i alle haver under en eller anden form, det er døde ting, der ikke som planter og græs kan præge haven ved vækst og frodighed, men de er uundværlige, og denne side handler om, hvilke muligheder der er med hensyn til materialer, og hvordan de bruges rigtigt. Om nedlægning af fliser, sten og klinker, om bygning af støttemure.

FØR BELÆGNING UDLÆGGES

Uanset hvad der nedlægges, grus, fliser eller sten, skal der før nedlægningen foretages en højdeafsætning, og i forbindelse hermed må der tages hensyn til overfladevand, som ellers kan være meget generende. Der skal altså være et vist fald enten til afløbsbrønde eller den omgivende jord.

Som en slags tommelfingerregel kan siges, at 1 cm pr. meter er minimum, når det drejer sig om fliser og sten med en glat overflade. Lægges der brudfliser med ujævn overflade, så regn med 2 cm pr. meter, arealer med grus bør have yderligere 1 cm, hvis forholdene tillader det, og så skal faldet selvsagt være sådan, at vandet ledes bort fra huset.

Lægges der fliser under låger eller døre, hvis underkant går helt ned, så gå 3-5 cm herunder, da frost kan få fliserne til at arbejde, så de løftes fidt. Kantes fliserne af jord eller græs, så læg dem, så flisekanten er ca. 1 cm herover.

BETONFLISER
Fliser er meget anvendte til belægning på gange og terrasser. Den, der en gang har prøvet at flytte ind i et nyt hus, hvor der måske kun er lagt en nødtørftig gang af brædder til dørene, ved, hvilke ubehagelige gener, der medfølger, og hvor meget snavs, der slæbes ind i huset herfra.

Her betyder hurtig nedlægning af fliser derfor meget af rent praktiske hensyn. Det samme gælder terrasser, indkørsel og alle andre steder, hvor de ønskes anvendt.

VALG AF FLISER
Der er mange forskellige typer på markedet. Firkantede, aflange og sekskantede i forskellige størrelser og tykkelser. De fleste havefliser er 5 cm tykke, men til belægning i indkørsler er det bedst at anvende fliser, som er 8 cm.

Nogle betonfliser er grå, andre farvede, og atter andre belagt med perlesten i overfladen.

Det er op til den enkelte at finde frem til netop den form, man bedst kan lide, men det skal understreges kraftigt, at det er vigtigt at købe stærke fliser fra en anerkendt betonvarefabrik. Gode fliser er trekantmærkede, der giver garanti for styrke, idet disse fliser er afprøvede og opfylder visse krav fra betonvarekontrollen.

Det betyder, at man ikke kommer ud for ubehagelige overraskelser senere hen ved at fliserne revner eller smuldrer, fordi de er fremstillede af dårlige materialer, og hvem kan forøvrigt se på en flise, hvor meget cement, sand og grus, den indeholder.

Køb derfor ikke »katten i sækken«, fordi prisen måske er lav, det vil i reglen blive for dyrt i længden. Køb kun trekantmærkede betonvarer og vær sikker på holdbarheden. Arbejdet ved nedlægning m.v. er nemlig det samme, og udskiftning af dårlige materialer efter få års forløb er absolut ikke morsomt, men dyrt.

Forsøg heller ikke selv at støbe på pladsen og senere skære mønster heri. Resultatet bliver aldrig godt. Overfladen bliver ikke så køn eller holdbar, og derfor vil man fortryde det bittert senere hen, selv om det måske i første omfang synes at være en billig og nem løsning.

LÆGNING AF FLISER
Her kniber det tit for den ukyndige. Mange fliser bliver omlagt flere gange, fordi sagen er grebet forkert an fra starten, og det er faktisk ugørligt at rette op på fliser, som ligger dårligt. Der skal begyndes helt forfra, og det er besværligt. I reglen er det underlaget, det er galt med, det er måske udlagt på ujævn bund og dårlig komprimeret (stampet) sammen før lægning, og så går det galt.

FLISER PÅ GANGAREALER OG TERRASSER
Begynd med at grave den overflødige jord bort til 20 cm under færdig overflade. Planér undergrunden omhyggeligt efter nedrammede højdepæle med stramt udspændte snore, som angiver den færdige overflade. Komprimer den planerede bund med en pladevibrator eller evt. en »jomfru«, som man selv kan fremstille af en træstamme med påskruet håndtag. Vær især omhyggelig med at stampe eventuelle opfyldte render med rør eller ledninger.

Udlæg derefter stenfrit sand eller finkornet grus i et jævnt lag helt op til færdig flisehøjde, og komprimer det fast sammen med pladevibrator eller håndstamper. Den sidste afretning udføres bedst efter rør eller profiljern, som lægges fast ned i sandet, så overkant heraf er ½ cm over højden, hvor bunden af fliserne skal ligge. Og vi har nu fast og jævn flade at lægge fliserne på.

Der bør være to til at udføre den sidste afretning, så man ikke skal ind i sandet for at trække brædtet. Det er bedst at starte med fliserne ved et fast punkt, ved forkant af trappe eller inde ved soklen. Læg dem herfra og gå ikke i den jævne overflade på sandet, men på de allerede nedlagte fliser. Når de er lagt pænt ud med ensartede og lige fuger, stødes de fast mod sandet med en mukkert (en stor hammer). Der må ikke slås direkte på fliserne, læg et lille brædt imellem og slå herpå. Slut af med at feje fint og tørt sand ned i fugerne med en stiv kost. Dette gentages nogle gange, eventuelt vandes der med sprinkler efter hver fejning. Når disse retningslinier følges, vil fliserne ligge fast, jævnt og godt i mange år.

INDKØRSLER OG PARKERINGSPLADSER

I indkørsler og på parkeringsarealer er al belægning udsat for et større tryk, end når det drejer sig om gange og terrasser. Det vil især ses på de fliser, hvor bilerne kører på, de vil synke, og dem ved siden af bliver presset op.

Derfor er en god og fast bund helt afgørende for en stabil belægning her. Hvis den ikke udføres rigtigt, vil der hurtigt komme meget synlige sætninger.

Begynd med at fjerne jorden til 40 cm under færdig overflade. Jævn bunden omhyggeligt, og komprimer den fast sammen med en kraftig pladevibrator.

Vær også her opmærksom på nedgravede ledninger, der bør jorden stampes ekstra godt sammen.

BÆRELAGET
Efter udgravning og komprimering af bunden skal der udlægges et bærelag.

Hertil er stabilt grus velegnet og giver en tilstrækkelig fast bund, når det drejer sig om mindre biler. Det består af en blanding af sten, ler og groft sand, og det skal udlægges i et jævnt lag næsten helt op til den færdige overflade. Efter udligning komprimeres der fast sammen og jævnes, så der er plads tilbage til sand og fliser. Udlægning og komprimering af gruset sker bedst i to omgange for at få det trykket så fast sammen som muligt.

SAND
Ovenpå gruslaget udlægges derefter stenfrit sand eller finkornet grus i et jævnt lag på 3-5 cm. Det komprimeres sammen og rettes af som beskrevet under forrige afsnit om flisearbejde. Efter afretning skal der være flisens tykkelse minus ½ cm op til færdig overflade, og så kan fliserne lægges. Også her begyndes, så man hele tiden færdes på de fliser, som er lagt, og der sluttes af med at banke fliserne fast med mukkert og brædt eller med en håndstamper af træ, samt nedfejning af sand i fugerne og eventuelt vanding med sprinkler.

Som det fremgår af de opgivne lag, er der ikke meget sand, der kommer mellem bærelag af stabilt grus og fliser, 2-3 cm efter komprimering, men det er ret vigtigt, at laget ikke bliver tykkere. For meget sand kan nemlig arbejde under tryk, og derved fremkommer der ujævnheder i fliserne, selv om bund og bærelag er i orden.

BROSTEN MELLEM FLISERNE

Ofte lægges der cementbrosten eller mindre granitbrosten mellem fliserækkeme. Det kan både se pænt ud og samtidig være med til at give indkørslen en passende bredde regn med tre meter som minimum. Alt for ofte laves en indkørsel på 2 eller 2,5 meter, og det er for smalt.

Brostenene lægges ned efter fliserne, de sættes ud i rækkerne og stødes på plads med mukkert og brædt efter med håndstamper. Stød dem ikke helt ned til fliseoverfladen, de er i reglen kun 10 x 10 cm, og har altså en langt mindre flade end fliserne. Derfor presses de lettere ned ved tryk eller færdsel, og det er besværligt at pille dem op senere. Det kan forebygges ved at de nu kun støbes ned, så overfladen er 4-5 mm over flisehøjden. Denne højdeforskel vil være lidt generende i begyndelsen, men udlignes forholdsvis hurtigt, og stenene vil på denne måde ikke så let sætte sig for dybt.

BELÆGNINGSSTEN
Der er mange forskellige typer af små belægningssten, støbt i beton, og de bruges efterhånden meget til både gange, terrasser, indkørsler og parkeringspladser.

De fås som fliser i forskellig tykkelse 6-10 cm, alt efter hvor de skal anvendes.

De nedlægges også i sand på gange og terrasser, og i indkørsler m.v. desuden på et bærende lag af stabilt grus. Selve fremgangsmåden og mængden af sand og grus er ens, altså udgravning, komprimering af bunden, udligning af grus og sand, afretning, komprimering og nedlægning. Også her går man på de allerede udlagte arealer, og ikke i sandet.

Forskellen består i, at der komprimeres ovenpå stenene med en pladevibrator, så fladen bliver helt jævn, og derefter fejes fint og tørt sand ned i alle fuger og småsprækker, der vandes med sprinkler og fejes igen et par gange, og så ligger stenene urokkeligt fast.

Som nævnt er der mange typer belægningssten, og nogle lukkes i sider og ender med specielle randsten og slutsten. Andre har en form, som overflødiggør disse, det gælder blandt andet de populære rektangulære herregårdssten og antiksten. Der er også typer, hvortil der findes kurvesten, så det er ikke helt forkert at sige, at der er belægningssten til alle formål, og i næsten alle farvenuancer.

Prismæssigt kan de fleste konkurrere med fliserne, og det gælder også, når det drejer sig om styrke og holdbarhed. Men endnu engang: Køb kun materiale, som er trekantmærkede.

Hvis det er sten med uregelmæssige former, så pas på, at de ikke kommer ud af vinkel, når de lægges ned. Hvis blot en sten placeres lidt skævt, vil det hurtigt resultere i, at fugebredden ændres, og så vil der blive problemer enten med at få stenene til at nå sammen eller at få plads til dem.

BRUDFLISER

Der findes mange smukke natursten, som er velegnede til at lægge i uregelmæssige mønstre. Mest kendt er Nexøsten og grå eller røde Ølandssten, og lægges de rigtig sammen, danner de smukke flader. De forskellige typer bør ikke blandes, men lægges hver for sig.

I det hele taget er det næsten altid bedst, hvis samme sten anvendes overalt i haven, ihvert fald samme slags i forhaven og indkørselen, og så måske en anden på terrasse og gange i den øvrige del af haven.

Brudflisernes tilfældige form og den rå og nubrede overflade passer smukt sammen, og især på gange og siddepladser med solide træmøbler er de velegnede.

De skal lægges ned i 10 cm komprimeret sand, og der må regnes med noget tilhugningsarbejde for at opnå pæne fuger. De enkelte sten kan sjældent blive for store, men let for små, de mindste bør ikke være under 20 x 20 cm, og kun en lille del i den størrelse kan bruges. Mindst halvdelen af en flade skal være mere end 40 x 40 cm, de skal være stumpvinklede, og gerne mangekantede.

Trekanter, særlig spidsvinklede, bør undgås, og ligeledes mange lange, smalle strimler eller stykker med indadgående vinkler. Fugerne skal være nogenlunde ensartede brede, må ikke være gennemløbende og ikke løbe sammen i stjerner. Fliselægningens begrænsninger må i almindelighed ikke være for markerede. Det er forkert at rette dem ind eftei snore, det er kønnere med en lidt uregelmæssig kant mod planter eller græs.

sten.h1-1

Forkert                                              Rigtig

Efter nedlægning stødes fliserne fast som betonfliser, og så kan fugerne enten fejes fulde af sand eller fyldes med muld, og der kan plantes trædeplanter heri, hvilket absolut kan gøre overfladen endnu smukkere.

GRUSBELAGTE AREALER
Indkørsler og gange behøver jo ikke nødvendigvis at være belagte med fliser eller sten.

Det kan udmærket klares med et bærelag af stabilt grus og et tyndt lag perlegrus ovenpå.

På gange er det tilstrækkelig at fjerne jorden i ca. 10 cm dybde, lægge et lag stabilt grus herpå, og komprimere det omhyggeligt. Den færdige overflade reguleres jævn med nødvendigt fald efter udspændte snore, hvorefter der udlægges et tyndt lag små perlesten ovenpå. 1-2 cm er tilstrækkeligt, et tykkere lag vil blive for løst at færdes i, men det vil være nødvendigt at tilføre lidt mere efterhånden som det første lag trædes ned i gruset.

I indkørsler og på parkeringspladser er fremgangsmåden den samme, altså udgravning, udligning og komprimering af grus og til sidst perlestenene. Blot bør bærelaget her være mindst 30 cm tykt for at holde, og der må regnes med en årlig udbedring af ujævnheder, men det er overkommeligt.

KANTNING
Om grusede arealer eller hvor en mindre højdeforskel skal udlignes, er kantsten af beton eller granit samt eventuelt trykimprægnerede brædder, 38 x 125 mm velegnede.

Sætning af beton- og granitsten er enkelt. Der graves en rende, som stampes i bunden, hvorefter der udlægges et jævnt lag stabilt grus, som også komprimeres godt sammen.

Overflade af komprimeret grus bør være 4-5 cm under bund af kantstenene, og heri lægges sand til afretning og sætning af stenene. Disse sættes efter en stram snor. Det er lettest at spænde den, så den passer med overkant og bagkant. Stenene stødes på plads med en håndstamper. Bagkanten bør flugte med jordhøjden, og grus eller fliser på forsiden skal helst dække de nederste 10 cm af stenene. Hvis der lægges komprimeret tørbeton bag stenene, står de herefter urokkeligt fast.

TRAPPER
I mange haver er der behov for trapper for at kunne færdes behageligt på skråninger eller til og fra terrasser. Trapperne kan laves af forskellige materialer og på flere måder. Men gældende for dem alle er, at der skal være et nogenlunde bestemt forhold mellem trinhøjde og trinbredde, for at trappen bliver god.

Der er en formel, som siger, at en trinbredde og to højder tilsammen skal give 63 cm (en alen), og den skal der tages hensyn til. Desuden bør en trinhøjde aldrig overstige 16 cm, og ikke være under 10 cm.

Når en trappe skal bygges, så begynd derfor med at finde frem til det nødvendige antal trin på stigningen ved at gange højden med to, lægge bredden til og dividere med 63.

Hvis højden (målt lodret) er 100 cm, og bredden (målt vandret) er 300 cm, regnes det nødvendige antal trin altså ud på følgende måde:

100 cm x 2 + 300 cm : 63 = 7,94 trin.

Dette tal forhøjes for nemheds skyld til 8. Dernæst divideres højden, 100 cm med 8 og facit her, 12,5 cm er trinhøjden. Bredden på hvert trin fmdes ved at sige 2 x 12,5, ialt 25 cm, som trækkes fra 63, og resultatet bliver 38 cm. Det nederste trin bygges så 38 cm fra skråningens fod, og når målene holdes, vil man ende med det øverste nøjagtig ved overkanten.

sten.h2
For at der ikke skal stå vand på trinfladerne, skal de have en smule fald udad, og her er ca. ½ cm pr. trin passende. Fald pr. trin skal indregnes i trinhøjden.

Hvis det drejer sig om en buet trappe, regnes forhold mellem bredde og højde på trinene ud fra midterlinien. Og er der tale om en fladere skråning, bør det tilstræbes at øge trinbredden med et ekstra skridt mellem hver stigning. I det nævnte eksempel kunne det beregnes med 2 x 63 minus 4 højder på 12,5 cm når det vandrette mål var 6 meter i stedet for 3 meter.

AFVIGELSER
Dog må det lige bemærkes, at flere ting kan påvirke disse formler, og at der kan bygges udmærkede trapper ved mindre afvigelser.

Bland andet kan højden på hvert enkelt trin være givet på forhånd, hvis der anvendes støbte betontrin. De fås jo i forskellige størrelser, og højden ligger fra 12 til 15 cm. Skal en trappe f.eks. bygges af trin, hvis mål er 14 x 50 x 50 cm, hvilket er meget almindeligt, behøver man jo ikke absolut at sige 63 – 2 x 14 cm, altså en trinbredde på 35 cm, hvis skråningens hældningsgrad passer bedre med en bredde på 40 eller 45 cm. Trappen vil bliver udmærket at færdes på trods denne ændring, men laves trinbredden smallere end de 35 cm, bliver resultatet mindre godt.

TRAPPER I TERRÆN
En fritliggende trappe i en skråning ligger bedst, når der bygges, så forkant og overkant af trinene passer med jordhøjden. Det bevirker imidlertid, at bagkanten kommer under den tilstødende jord, som derved let skylles ned på trinene.

Dette kan undgås ved at sætte kanter af samme materiale som trappen ned langs siderne, men en kønnere løsning er at plante pudedannede stenplanter, som binder jorden.

TRAPPER AF STØBTE BETONTRIN ELLER FLISER
Sådanne trapper er de mest almindelige. De mest solide er afgjort dem, der bygges affærdigstøbte trin eller Herregårdssten, fliser er knap så gode, og sættes der f.eks. rabatkantsten ned som trinhøjde og lægges fliser på fladen bagved, bliver der i reglen sætninger, som siden skal rettes.

ET GODT FUNDAMENT ER VIGTIGT
Afgørende for, om en trappe holder er, at der er et godt lag komprimeret grus og sand under den. 20 cm stabilt grus og 5 cm sand er ikke for meget, og det bør være samme lagtykkelse overalt.

Bunden må graves jævn ud og stampes fast, før grus og sand udlægges på samme måde, som når der lægges fliser eller belægningssten.

Hvis der støbes fundament, skal det helt ned i frostfri dybde, ellers gør det mere skade end gavn, men det er ikke nødvendigt at gå så drastisk til værks, en trappe på fast bund og fast grus holder udmærket, når den bygges rigtigt.

TRAPPER AF ANDRE MATERIALER
Granitbro- og kantsten og kan også bruges, når de har den rigtige form, og der kan bygges meget smukke og holdbare trapper heraf.

Brudfliser kan også anvendes, og er udmærkede, når de tilhugges rigtigt, men dette bør dog overlades til fagfolk. Grunden til, at disse forskellige muligheder nævnes er, at hvis der er bygget kummer eller lagt terrasser og gange i forbindelse med trapper, vil det være uheldigt at skifte materialer til bygning heraf.

GELÆNDER

Et sådant kan være både praktisk og dekorativt. Det kan udføres af galvaniserede jernrør, som støbes fast, og i så fald må smeden hjælpe med måltagning og udførelse.

En anden mulighed er trykimprægnerede stolper 75 x 75 mm og trykimprægnerede brædder f.eks. 25 x 100 mm, høvlede. Det kan de fleste lave selv. Stolperne skal stå lodret, og overkant af de påsømmede brædder må maximalt være 80 cm over forkant af trin. Denne løsning giver et godt, men ikke særlig dekorativt gelænder.

Derfor vil jeg anbefale en tredie form, nemlig trykimprægnerede stolper 100 x 100 mm, med et svært tov, diameter 25-30 mm trukket igennem. Også her sættes stolperne lodret i jorden. Begynd med at placere nederste og øverste stolpe ved forkant af trinene her, og sæt så det fornødne antal op imellem dem. Afstand mellem de enkelte stolper bør ikke overstige 150 cm, de skal graves ca. 70 cm i jorden, og øverste kant skal være 90 cm over trinfladerne. Der bores huller til tovet 10 cm nede og eventuelt til et tov mere 40 cm herunder. Tovet må ikke strammes, men hænge løst i buer. Der sluttes af i enderne med en knude, og et stykke tov kan trævles op og hænge løst ned udenfor.

STØTTEMURE OG KUMMER
Hermed menes tørmure, som bygges op uden beton eller mørtel. De kan udføres af natursten, Nexø- eller Ølandsbrud eller betonsten, som er støbt til formålet, f.eks. de velkendte Knækfliser og Herregårdssten.

De anvendes til at holde på jorden, når der er tale om stejle skråninger, til plantekummer, og som kant om terrasser, der er hævet over terrænet, og rigtig bygget op er de holdbare og derfor egnede til disse formål.

De har desuden den fordel fremfor støbte betonmure, at de kan »arbejde« i jorden og derfor ikke revner. Og så er de kønnere.

På visse steder også helt uundværlige, hvor forskel fra bund af havedør til jordhøjde i haven er 150 cm. Her er opført kummer af knækfliser, og uden disse ville en stor og besværlig skråning være nødvendig langt ud i haven.

Udover knækfliser har flere betonvarefabrikker udviklet andre typer, se udvalget på forhandleres udstillinger eller i brochurer. Og endnu engang: Køb trekantmærkede betonvarer, så er kvaliteten i orden.

RIGTIG OPBYGNING
For at en mur, enkelt eller dobbelt, kan holde, må den opføres rigtigt, og jo højere muren er, des mere betydning har det selvfølgelig.

Først og fremmest skal fundamentet være i orden, bunden skal være helt fast, og muren skal stå på stabilt grus og sand, som er godt komprimeret. Er højden over 100 cm er et gruslag på mindst 30 cm samt ca. 5 cm sand til afretning ikke for meget, og desuden bør sådanne mure bagstøbes ved, at der blandes cement i gruset. En del cement til syv dele grus er passende. Der skal ikke vand heri, jordfugtigheden vil få blandingen til at hærde.

Dræn i det komprimerede grus er også -nødvendigt, især hvis bunden er lerjord. Desuden bør alle mure have fald bagud, mindst 15 %, altså 15 cm vandret ind, når den lodrette højde er 100 cm, for at de ikke skal bulne ud ved jordtrykket. Og de nederste sten skal være under terrænet.

En dobbeltmur må have en vis bredde for at holde, mindst 100 cm i bunden, og med 15-20% bagfald mod overkanten. Og der skal være en fast kerne af lerblandet grus fra fundamentet og op i muren. Ved høje mure desuden dræn heri. I de øverste 40 cm af kernen må der tages hensyn til plantevækst blandes muld i leret.

DEN PRAKTISKE UDFØRELSE
For at få det rigtige bagfald og rigtig højde er det bedst at opsætte galger ved enderne af muren samt eventuelt midtpå. Disse galger udføres af brædder, som kantstilles, så de passer med flugt af muren. Foroven spændes en stram snor i færdig murhøjde, og drejer det sig om knækfliser eller lignende med ens lagtykkelse, kan højden på de enkelte skifter afsættes på galgerne.

Hvert skifte lægges efter en snor, som efterhånden flyttes gradvis. Skal muren have vandret overkant og jorden nedenfor skråner, kan der ikke spændes snor, før der er gennemløbende skifter. Altså opsættes snoren her, og der måles ned til overkant af de lag, som skal løbe ind i jorden, det er sikrere end at bruge waterpas, da stenene så let »kryber opad«.

Hvert skifte føres igennem, til overkanten er mindst 10 cm under jordhøjde, hvorefter næste lag lægges ovenpå o.s.v. til nederste gennerffløbende lag nås, og så kan stenene lægges helt igennem efter de stramt udspændte snore på de afsatte mærker på galgen.

For at få det rigtige bagfald på de nederste sten, som eventuelt løber i jorden og ikke straks kan lægges efter snor, holdes et lige brædt mod øverste og nederste snor og skal så flugte med forkant af stenene.

Og så er det vigtigt uanset hvad der bygges med, at der stampes omhyggeligt bag muren hver gang et lag er lagt. Det er helt afgørende for, at muren står urokkeligt fast.

SPECIELT OM DE ENKELTE MATERIALER
Betonstensmure udføres mest af knækfliser, herregårdssten eller lignende ensartede sten. Her er der altså tale om gennemløbende fuger, og de lodrette fuger i muren bør derfor også danne et regelmæssigt mønster. Hvis målene ikke går nøjagtigt op, så sæt tilhugne sten ind samme sted i muren, så fugerne ikke forskydes.

Læg ikke jord eller sand mellem stenlagene. For alle tørmure gælder det, at sten skal hvile på sten, er der tale om højere mure vil det være en god ide at binde dem sammen med fliselim. En undtagelse er dog sten, som er smallere bagtil end på forsiden.

Og alle mellemrum bag stenene på grund af formen skal selvsagt udfyldes og stampes omhyggeligt. Læg stenene vandret indad, og ryk hvert lag tilbage, så det passer med bagfaldet på muren. Det ser kønnere ud end hvis stenene lægges skråt tilbage, og der bliver heller ingen problemer med hjørnerne, som ellers vil opstå.

Mure af brudsten kan være meget smukke og holdbare. Her gælder samme regler for fundament og bagfald som for de øvrige mure, og stenene bør også så lægges vandret ind. Det er vigtigt, stenene har en dybde, så de får godt fat i jorden bagved.

Desuden skal der regnes med tilhugning i et vist omfang for virkelig at få et smukt og godt resultat. Da stenene er uregelmæssige, må fugerne også gerne være det, men de skal selvfølgelig tilpasses så godt som muligt. Og så er en sådan mur meget egnet til plantning i fugerne. Ved omhyggeligt arbejde kan resultatet blive særdeles godt, især hvis der anvendes ølandssten, men det er en dyr og tidskrævende mur at bygge.

Klinkemure af hårdtbrændte tegnsten er både kønne og holdbare, blot de sættes med et stort anlæg, 30 cm er ikke for meget tilbagefald på en meter i højden, og højere bør disse mure ikke være. Også her lægges stenene vandret og trækkes tilbage lagvis, hvis der er hjørner på muren. De lægges på den lange led, og for yderligere at »binde« muren, vendes en sten hist og her med enden udad,muren limes sammen med fliselim. Plantehuller kan laves ved at forskyde en sten ca. 5 cm med jævne mellemrum.

Natursten er et af de smukkeste og mest holdbare materialer, en mur overhovedet kan bygges af, ikke mindst som dobbeltmur. Men det kræver både øvelse, sten af en vis størrelse og formsans at bygge en sådan mur, enkelt eller dobbelt.

Stenene skal omhyggeligt »kiles« ind i hinanden, og ingen sten bør være under 30 cm i diameter. Alle hulrum bag muren må stampes meget omhyggeligt, og facaden bør være i flugt, altså ikke bule ud og ind. Tilbagefald skal være nfindst 15 cm, og overkant så jævn som mulig. Der bør ikke blandes kløvede eller kantede sten med runde, og flintsten hører slet ikke hjemme i muren.

Det er også vigtigt at stenene vendes, så de »binder« i det stampede ler, grus og muld, altså med længderetningen indad, ingen sten på højkant, men læg dem som de lægger i naturen.

Derfor vil jeg tilråde, at man får hjælp af en dygtig anlægsgartner, som er vant til at arbejde med naturstenene, for ellers bliver resultatet ikke helt godt, medmindre man selv har medfødte evner som »murbygger«.

PLANTNING I MURE
En mur er kønnest, når der plantes heri. Bedst egnede er pudedannede planter, som er både robuste og har lange rødder. Mest anvendes blåpuder, Aubrethia, men der findes andre, som er mindst lige så gode, bl.a. alle sorter af Hedera, Acaena, Arabis, Veronica og mange Campamula, Iberis og lave Phiox med flere.

Planterne bør plantes i murene, efterhånden som opbygningen sker. De skal lægges godt tilbage, og rødderne fordeles og »pakkes« omhyggeligt med fugtig jord, da vanding senere er besværlig. Brug kun små planter, som lettere klarer omplantningen, og plant rigeligt, så billedet ikke ødelægges, fordi nogle går ud.

Plant i grupper af varierende størrelse, det giver det bedste resultat. Og hold en vis afstand mellem de enkelte grupper, hvor planterne så sættes ret tæt. Derved fremtræder både murflade og planter på den bedste måde.

VEDLIGEHOLDELSE AF STEN OG FLISER
Denne er minimal, men skal dog lige omtales. Blandt andet kan der i fugerne komme uønsket vegetation, det er lettest at fjerne effektivt ved brænding.

Grønalger og mos kan være kønt på naturstensmuren, men generende på fliser og trapper m.v. De fjernes effektivt med algemiddel, det samme middel, som bruges, når drivhuset skal renses.

Til at fjerne snavs, nedfaldne blade o.l., er en god kost det eneste rigtige redskab.

Interne sider

×