KONTAKT OS:

98 37 86 06

Sommerblomster

I modsætning til stauder er sommerblomster eetårige eller toårige, som enten sås om efteråret eller i vintermånederne, og i maj-juni plantes ud i haven. En del sorter kan sås direkte på blivestedet.

Fælles for alle sorter er, at de giver alt hvad de har i sig i den korte tid, de lever, og det resulterer i et langvarigt og strålende blomsterflor sommeren igennem.

Og herefter er de egnede til kompostbunken og inde i kredsløbet, som til stadighed fornyer og forbedrer jorden i haven.

En ting som heller ikke må glemmes, er den glæde, det er at se de spæde planter spire og gro i hus, mistbænk eller på friland efter såningen.

Og så er det billigt. Der kan købes meget frø og fremelskes mange blomster for et beløb på under 200,00 kr. Køb kun godt frø fra anerkendte firmaer.

ANVENDELSE
Sommerblomster kan anvendes overalt i haven, hvor der er bare pletter. De kan sås eller plantes mellem stedsegrønne planter og lave prydbuske, i staudebedet, foran større prydbuske, som bunddække under roser. i rene blomsterbede samt altankasser,krukker og blomsterkummer alt efter hvilke sorter, det drejer sig om.

SÅTID OG PLANTETID

Hvornår blomsterfrøet skal sås afhænger af, om det er eet- eller toårige planter. F.eks. sås stedmoder og studenternelliker i den varmeste tid om sommeren i bænk eller hus, og udplantes så i sensommeren eller overvintrer i bænk og plantes ud næste forår.

Men bortset fra disse og enkelte andre sorter, er såtiden for alle de øvrige om foråret. Og faktisk kan de fleste sås direkte på friland, men det kan normalt tidligst ske fra slutningen af april, da der skal være en vis varme i jorden, før frøet spirer.

Det betyder selvsagt, at blomstringen bliver udskudt i nogle uger, så derfor er det umagen værd at så de sorter i hus, som har en forholdsvis lang udviklingstid. Det drejer sig om Lobelia, Ageratum, Petunia og Verbena m.fl., altså nogle af de smukkeste og mest populære sommerblomster.

Hvis der sås indendøre, er stedet ret underordnet. Det kan ske i drivhus eller i et hvilket som helst andet lyst rum. Det eneste, som kræves, er lys, varme, en let såjord og en passende fugtighed. Hvis disse forhold er tilstede eller kan etableres, vil næsten alt frø spire. Planterne kan prikles i småpotter, når de har en passende størrelse, og vil så være tjenlige til udplantning i maj.

sommer6

Og så vil haven blomstre sommeren igennem.

Nærmere omtale af de enkelte sorter vil være en uoverkommelig opgave her, det vil næsten svare til at sortere et læs halm og pille halvtreds strå fra, som er mere lige end resten, men gå selv på jagt hos frø- og plantehandlere, hvor alt det spændende frø Sælges i småposer med en kort beskrivelse og dyrkningsanvisning på.

PLANTNING
Det kræver ingen større viden at plante sommerblomster. De skal som stauderne sættes i løs, bekvem og fugtig jord, planter med klump skal være fugtige, før de graves ned, og efter plantningen drysses lidt gødning ud, som så suppleres senere på sommeren, når resten af haven gødes.

Altså er der ingen større problemer, men noget andet er væsentfigt, nemlig plantesammensætningen og hvor der plantes.

Vær opmærksom på lysforholdene. Den overvejende del af sommerblomsterne trives kun godt i fuld sol. Nogle sorter tåler halvskygge, men praktisk taget ingen kan gro i helskygge.

Plant i grupper. Der bør altid plantes flere af samme sort i en gruppe eller i et bed, ellers vil det let resultere i en uharmonisk og alt for broget farvelade. Plant altså et vist antal sammen, og lad fantasien arbejde, når flere sorter skal i samme bed, så farver og vækstformer klæder hinanden.

Planteafstanden er varierende, alt efter hvor store planterne bliver, men der skal plantes så tæt, at jorden hurtigt dækkes.

Vær forsigtig, når der plantes i nærheden af andre planter, f.eks. mindre stedsegrønne. Alt for ofte ødelægges disse af de frodige sommerblomster, fordi der er plantet for tæt herpå. Det gælder især i nye haver med unge planter. Tænk på, at en lille pæn Petunia i løbet af sommeren let får en diameter på 50 cm og derfor om efteråret kan brede sig langt ud over den plads, man syntes var rimelig til den om foråret.

PASNING
Denne er meget enkelt. Vand, gødskning og renholdelse i nødvendigt omfang samt evt. fjernelse af frøstande, som kan hæmme den fortsatte blomstring. Det sidste kan måske synes uoverkommeligt, men hæksaksen kan være til god hjælp i mange tilfælde. Klippes f.eks. Tagetes efter første blomstring, vil der hurtigt bryde et nyt flor frem. Andre må pilles mere nænsomt, men det betaler sig, for blomstringstiden kan forlænges i adskillige uger.

Og så skal man selvfølgelig også skære buketter af egnede sorter. Deres store styrke ligger jo netop i, at mange sorter er fine til afskæring og/eller tørring.

At sygdomme og skadedyr skal holdes i ave, er en selvfølge, for at væksten ikke afbrydes på en uheldig måde, men der er sjældent problemer her, og derfor er sommerblomster de mest taknemlige planter vi har til at gøre haven farverig og blomstrende sommeren igennem.

Lus er vel nok de mest plagsomme skadedyr, men når angrebet ses, og der gribes ind i tide, er de dog trods alt lette at aflive.

Det er umagen værd, og vil man ikke selv have besværet (og glæden) ved at så dem, kan de jo købes til små penge i havecentre og hos blomsterhandlere om foråret.

Interne sider

×
Vi bruger cookies. Når du klikker videre, accepterer du automatisk vores cookie- og privatlivspolitik. » Læs mere her
OK